Geografioplympiaden
Geografiolympiaden er en konkurrence for gymnasieelever, der interesserer sig for geofaglige områder. Konkurrence består af flere delkonkurrencer, der i sidste ende er med til at finde de fire danske elever, der går videre til den internationale geografiolympiade - iGeo.
Den første runde afholdes på de forskellige gymnasiale uddannelser i hele landet. Spørgsmålene favner bredt, da såvel geovidenskab som naturgeografi og geografi skal favnes. Hver skole indsender de tre bedste til videre bedømmelse. Blandt alle deltageres besvarelser vælges de ca. 40 elever, der går videre til kvartfinalen.
Kvartfinalen afholdes på Århus Universitet og består både af flere større skriftlige tests og praktiske forsøg, som krydres med forelæsninger. De ca. 20 bedste fra kvartfinalen går videre til semifinalerunden.
Semifinalerunden er todelt. Første del består af online opgaver. Til anden del samles deltagerne i Odense, og der stilles flere teoretiske tests og en større feltarbejdsopgave med blandt andet arealanvendelsesanalyser og kortlægning. Fra semifinalen vælges 10-12 deltagere til finalerunden.
Inden finalerunden skal deltagerne lave en foropgave og forberede sig på pensum, der skal fremlægges mundtligt ved finalen. Alle deltagere besvarer opgaver på engelsk, der flugter med kravene til den internationale olympiade. De fire bedste går videre.
De fire deltagere, der skal deltage i Den internationale Geografiolympiade, iGeo, afsløres ved den fælles afslutningsreception for de danske Scienceolympiader.