[an error occurred while processing this directive] Fysik
[logo] [foto]
[Billede]

Den Danske Fysikolympiade

Den Danske Fysikolympiade er en årlig konkurrence for elever på en gymnasial uddannelse med særlig interesse og kunnen inden for faget fysik. De fem danske elever, som klarer sig bedst, deltager i Den Internationale Fysikolympiade (IPhO = International Physics Olympiad) i konkurrence med de bedste fra hele verden. Den Internationale Fysikolympiade gennemføres hvert år i juli i løbet af godt en uge i et af de ca. 85 lande fra hele verden, som deltager.

Elever på alle danske gymnasiale uddannelser inviteres til at deltage i en prøve, som gennemføres på skolerne. Elever med de 35 bedste prøvebesvarelser inviteres til København til landsfinalen. Gennem endnu en teoretisk prøve og en prøve med eksperimentelt indhold udvælges 15 til den videre træning, primært i stof, som ligger ud over pensum for fysik på højt niveau. Træningen gennemføres i en række forlængede weekender og selvstudier i løbet af vinter og forår.

Ved den endelige danske finale, normalt i april, udvælges de fem elever, der skal repræsentere Danmark ved Den Internationale Fysikolympiade (IPhO). Disse fem gennemgår yderligere træning, herunder normalt også en afsluttende træning med det tyske olympiadehold.

Yderligere oplysninger samt opgaver fra tidligere fysikolympiader kan findes på www.fysikolympiade.dk.